22. sep. 2017

held.



Jeg lavede et freestyle-digt. Selv fiktive historier og følelser, kan få ens vener til at vride sig og lungerne til at klemme hjertet. Jeg indrømmer sandheden nu… Det er måske et gammelt fund i følelsesregisteret.
Det lød lidt således, med efteropdigtede klammer:

Du var ligesom mine tidligere fyre, og så alligevel ikke. Fyre siger de rette ting man vil høre, men det er man næsten immun for. Jeg er gemt bag bjerge og voldgrave. Men kære du, du sagde ikke de rette ting, du sagde for meget. Jeg var ikke interesseret, men så begyndte du at hvile i dig selv. Du udgav en aura jeg manglede. Det var held. Mit hjerte så sit snit til sollys. 

Det var formørkelse, hvor du duftede godt, men ikke af mig. Mine sanser blev sløret af dine sorte T-shirts. Synet var som at drukne i det sorte hav. Bundløst og alene. Sitrende til fingerspidserne. Jeg nåede ikke langfingeren, men var blot om din lillefinger, som du knuste i en næve. Jeg kom efter luft, men var der kun helium til hjernen. Kontrolløs og under din nøgterne magt. Der kom ikke ilt til systemet. Mine knogler hang og manglede sine søm. Alle disse emotionelle nedbrud var ikke det værste. Det værste var, at jeg stadig havde kræfter til at gå.

Men.

Mit forskruede jeg, kunne lide det du var i stand til at gøre. Hvordan du både var mit lys og min skygge. Jeg ville ikke indrømme, at vi ikke længere var et match. Men var villig til at lade som om. Mit skib manglede en styring, og du satte alle sejl til. Selvom du er satan her, så er jeg en medskyldig håndlanger. Du fik mig til at flyve og du fik mig til at ramme asfalten. Vi spillede et spil, og jeg prøvede at styre mit panel, men hvad er pointen i at prøve, når man ved, at man taber.


Du spillede helgen i hvide T-shirts, og gav mig ikke samme dosis dopamin. Dagene på afslutningen kom, og jeg viftede min overgivelse med din T-shirt. Selv mine strenge kunne ikke holde mig oppe. Jeg er en dårlig beholder for min sjæl. Tyngdekraften tog fat, og jeg tror det er derfor, at der er et held i helvede. 



20. sep. 2017

Citat #263




Selvværdet og tilliden
Når det går op for en
Hvor fucking meget
Bedre man er


12. sep. 2017

Så, hvad er problemet?



Jeg blev spurgt, hvordan jeg havde det
Hvor på skalaen lå jeg?
Hvor meget Kanye var jeg i dag?
Jeg valgte 4’er, men er måske en 2’er
Eller jeg har det jo godt og mit liv er fint
Men der var lige en ting, rettere sagt en person som drev mig, rettere sagt hev i mine indre tråde
Det var ikke fordi han var et dårligt menneske eller havde i sinde at skade mig
Sommetider spiller djævlen bare med den dårlige moral
Han ville ende os, inden det startede, fordi han holdt af mig
Han har ødelagt meget før, bragt røde skyer over banen
og han ville ikke udsætte mig for at hade ham
Hvad er problemet egentlig, spørger du?
Der opstår altid et problem i at møde nye mennesker
Man tilegner dem en bås og indtryk
Specielt fyre tegner man rundt om og placerer i kategorier

Vi fik øjnene op for hinanden efter få timer
Vores fællesinteresser spændte styrken i magnetfeltet
Der var en elektrisk kemi og flydende søde ord
Vi vidste begge, at vi kunne lide hinanden
Du vidste dog godt, at du ikke kunne elske
Vi snakkede om os og hvad vi ikke kunne blive til
Du kunne lide mig for meget til at ødelægge mig
Det er både ego og barmhjertigt
Jeg vidste ikke, hvad jeg selv ville og hvad dette var
Vi begge vidste, at jeg ville ende såret
Det var allerede sket få dage siden
Så hvad er problemet egentlig, hvis det lå i baghovedet?
Problemet er, når to mennesker kan lide hinanden
ikke kan bindes sammen
eller får muligheden for at prøve
selvom de gerne vil, men regnestykkerne er imod
Det er problemet
når ens hjerte åbnes, men tvinges til at lukkes,
selvom det stadig kan mærke blodet pumpe hos det andet

Så hvordan jeg har det? Jeg er helt klart en 2'er på Kanye-skalaen.
Føler ikke mig selv. Kan ikke føle andre. Herved nyt problem.

27. aug. 2017

Dén sang.




Der var denne bedrøvet ulykkelige kærlighedssang der altid mindede om dig.
Når jeg hørte introen strømme gennem mit headset, lukkede jeg altid øjnene, og forestillede mig selv stå på en lille scene til aftenens open-mic med temaet "broken hearts". Når jeg var nogle linjer inde i sangen, ville du træde ind, og min stemme ville knuse dit blik. Jeg indlevede sangen, og stod i en hvid kjole med opsat hår og krøller ramt i blødt spotlight. Du skulle mødes med nogle venner, finder dem og sætter dig langsomt ned uden at tage blikket fra mig. Spændingen er i luften og det får kun min optræden til at ramme de andre. Min stemme var smuk og sorgfuld og tvinges afsted af knuste minder. Samme scenarie hver gang.
Når jeg hører sangen nu, er forestillingen ændret. Jeg tænker på en masse andet, så sangen glider hastigt henover høregangen. Du har ikke længere ødelagt min sang.



21. aug. 2017

Citat #262






Han gør hverdag til weekend