19. nov. 2017

2.



Nej selvfølgelig har jeg ikke magt over ham
Han er ikke min
Men i mine tanker var han
Og jeg var bestemt hans
Jeg kender hende ikke
Men jeg har hørt ting
Det hun har gjort
det er jeg ikke fan af
Selvfølgelig hader jeg hende ikke
Jeg er bare træt af at hun skal dukke op over det hele
-
Jeg fandt ud af at de ikke var et dem længere
Hvad skulle jeg føle?
Der er heller ikke noget os længere
Om jeg vil kontakte ham igen?
Hvorfor vende tilbage til en, som tilsidesatte dig, mens du ville gøre alt for ham


25. okt. 2017

farvelkys



Vi mødte hinanden midt i et farvelkys
Vi trådte begge i en fælde
Vi fór vild
Vi havde ord
Vi havde sparket
Du havde for længe levet i stilhed
Du sagde at kærlighed var svær at finde
Du troede dine dage var talte
Du åbnede hjertet
Du så langsomt tilbage
Billederne var brændte
Gnisterne var det sidste stående
Du brændte dig i færd med at redde det
Intet kan redde dette
Du var såret
Du havde slået dig
Du ville løbe
Jeg var væk
Jeg var allerede løbet
Jeg tog min trolddom med
Jeg blev nødt til at løbe
Vi brændte ud og jeg søgte efter regnen
Vi kiggede begge tilbage
Jeg håber at vi en dag mødes igen


23. okt. 2017

Citat #266


Hun drømmer i farver
og majestætiske print


Hun drømmer i glas 
for hendes drømme er knuste
og hun ved ikke hvilken hun skal følge 



17. okt. 2017

Enden på året


Vi følger træernes mode, vi skifter farver og accepterer den næste sæson. Det er sidste del af året, efterår. Årstiden udfolder sig og bladenes magi trænger ind i hjemmene. Vi slår tørklædet om, trasker i støvlerne og varmes af frakkerne. Bemærker vi symfonien mellem hvirvlen af vind og fortovsliv? Jeg fandt ro i deres fremtræden en dag, hvor jeg skjulte mit ansigt for forbipasserende. Det var som om de kunne se lige igennem mig, se ind til mine ar. Mine øjne var ikke blot sorte, men oceaner, hvor dæmpningerne var blevet brudt. Jeg var lige taget fra ham, der forårsagede noget så sørgmodigt og ih så smukt. Da jeg forlod lejligheden tæskede jeg væggen og kørte knoerne ned i gelænderet. Smerten der distraherede følelserne. Begyndende små sår og blodpletter på hans navn. To af lamperne var tændt i stuen, men ikke loftlyset. Det stak i maven af noget forkert. Han havde for nylig vandet blomsterne jeg købte til os. Gennemtræk fra et åbent vindue og et efterårsblad havde fundet sit snit og plads på tæppet. Han startede med at fortælle sine følelser for mig, hvor gode vi var, men på et forkert tidspunkt. Jeg blev overrasket, men så alligevel ikke. Den sætning har jeg hørt før. Jeg finder så ofte fyre, der lige er kommet ud af et forhold. Jeg er deres opholdsfase inden de skal opleve verden på ny og finde sig selv. Uanset, hvor meget jeg prøvede at stritte imod mine tårer, så kom der en og dernæst paralleller. Mit sind var et vrag og jeg slog mig selv ned med fortidige fejltagelser og deprimerende sange. Han tog min hånd, kyssede den, lagde den ind til sig, sagde at jeg fortjente meget mere. Han strøg min tåre væk og kyssede mig på panden. Jeg strøg hans hår til siden som jeg plejede, han fældede en tåre i takt med en brise ramte huden. Stadig sammenfattende og hel, besluttede jeg mig for at forlade stedet. Jeg tog det røde blad med mig og så mig ikke tilbage. Enden på os her ved enden på året.  Forleden sagde en mand ved busstoppestedet til mig, at vi unge havde det så let. Jeg fniste bare, men kunne ikke føle den ytring han sagde. Vi har mange mulige redskaber til brug, men eksistenskrisen bliver kun sværere. Jeg snakker ikke kun for mig selv, når jeg siger at sorg er hårdt. Efterårssorgen, et tidspunkt, hvor man ellers gerne vil ligge og drikke varme væsker med en. Hvor man sparker til bladene for dernæst at købe et græskar hjem. Jeg husker, at jeg kom hjem til mig selv og direkte i bad. Lyset på badeværelset er gulligt og hjalp ikke på nedtrykte mig. Det var gået udover min hånd. Jeg plejede den, jeg plejede mig selv. Alligevel strømmede tårerne ned og tankerne fór vild, krydsede og sparkede hinanden. Jeg pakkede mig ind i et grønt håndklæde, nød udsigten over Bryggens farver og solnedgang og menneskene, der fortsatte deres hverdag. Jeg puttede mig ned under dynen. En masse ubesvarede opkald og beskeder. Min tidsfornemmelse og planer havde jeg fordrevet. Hvad nytter det, når man ikke kan se noget for duggen. Jeg følger træernes mode, jeg elsker farverne, jeg beundrer skiftet. Men ikke alt behøvede udskiftning.


16. okt. 2017

Nordhavn




Alle billederne er taget af mig