18. feb. 2016

Eksploderende molekyler


Jeg har altid været skrøbelig. 
Mine knogler er af glas, 
min styrke er utilregnelig, 
min hud er tyndt som glanspapir 
og
mit blod er giftig rødt,
det ser jeg så ofte
- hver gang du dolker mit hjerte,
for det tillader jeg dog flere gange.

Min tillid til andre falmer med tiden,
hvorimod min kolde facade ikke 
blot er en facade længere.
Jeg gemmer mig bag tonede ruder,
for at undgå alt, 
der kan gøre skade på min psyke.

Hver gang du rørte ved mig, 
krøb det igennem hele min krop. 
Jeg er nu i tvivl om det var,
fordi jeg var skrøbelig 
eller
tanken om at de hænder for nylig rørte en anden. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar