17. feb. 2016

En tråd



På en helt almindelig dag under stenbukkens uger vandrede mine ben rundt i min yndlingsby. 
Der var trængt af andre kroppe foruden sjæle, der var kold vind og deres nærhed varmede ikke. 
Mine ben blev optaget af forbipasserende blikke så de vendte sig fyrre grader. 
Under hastigheds forvirringen var der ét bekendt strejf, der hev i tråden til mit omrids. 
Var jeg virkelig gået op?
Havde jeg ikke taget vare på min krop? 
Jeg så småt begyndte at flyde ud og min struktur kollapsede.
Inden jeg var ødelagt, søgte jeg det jeg ikke selv havde 
en skulder til at græde på


Ingen kommentarer:

Send en kommentar