28. apr. 2016

Et klik



Det skete ved Dronning Louises Bro på min halvdel kalder jeg det.
Jeg havde spottet mit mål.
Gadelygterne, eller brolygterne, som lyste broen op.
Det er mit soloprojekt for VINK
Belysning
Der er stille, og hvis det ikke var for lamperne på stien, var jeg gået lige ned i vandet.
Jeg står og klikker linsens klap af
med Red Hot Chili Peppers i mit ene øre, en læderhandske om min højrehånd
blandet slik i min lomme
rødt slik selvfølgelig.
Det gyser ned ad ryggen på mig.
Der var nogen som prikkede mig.
Jeg får altid kuldegysninger
specielt når jeg er alene om aften og nogen snakker til mig
i denne stadige fremmede by med fremmede mennesker.
Nitten tanker på ét sekund.
Jeg vender mig og bliver mødt med et smil.
"Har du ild?" 
Det har jeg selvom jeg ikke ryger.
"Hvad laver du ude på dette tidspunkt?"
Jeg løftede hurtigt min højre arm og så at klokken var lille pil elleve og store pil på syv.
"Og hey, hvad lytter du til?"
Jeg ved ikke, hvorfor jeg var mundlam, når jeg plejer at være fyldt med svar
"Can't stop," 
"... Med Chili Peppers?" "Jeg hørte det lidt på afstand. Det er god stil."
Mit hjerte lettede og mine skuldre slappede af.
"Det er et af mine yndlings numre med dem," jeg smilte og fortsatte: "Og jeg skal tage nogle billeder til et projekt. Hvad med dig selv?"
"Jeg går bare en tur og nyder stilheden som du afbrød."
Jeg grinte, tog mine hænder i lommen og blev varm af min rødmen.
Han tog et langt sug, hans fingre rystede af kulde efter hans gåtur, lyset lyste hans øjne op og de stirrede på mig.
Jeg tænkte på, at min øjenfarve nok var sort uden belysning. Jeg glemte også, at mit ansigt var all clean og jeg følte mig pludselig bar.
Han udåndede, udstødte et sødt drengegrin og sagde: "Du skal ikke stå og tænke."
Han rakte ud efter mit kamera og jeg lod ham tage det.
Klik. Han tændte for det, trykkede knapper og endnu et klik, han tog et billede.
Jeg var i bevægelse, og alt på billedet var sløret, lyset bagved var glødende og vandet var lysende
Det var. Utroligt.
"Undskyld det var bare så flot fra denne vinkel. Men jeg burde gå videre, jeg har forstyrret dig længe nok."
Jeg ville standse ham og sige at han skulle blive hængende og tage billederne med mig.
men jeg stivnede, og formåede kun en hvisken: "Jeg håber at vores skæbne ramler sammen." 
Han grinte af min generthed.
"Jeg glæder mig til at se det billede igen."


Ingen kommentarer:

Send en kommentar