7. okt. 2016

det typiske.




Hver gang du skriver eller bare tager nogen form for kontakt til mig så galopperer mit hjerte afsted og pulsen koger over. Jeg hader at du kan få mig til at føle sådan. Bogstavelig talt hader jeg mig selv for at føle således for dig. Du skal ikke betyde noget eller have nogen indflydelse. Mine hjerneceller vrider sig og danner knuder. Jeg fortæller om dig som er du en del af mit rod. Du dræner energien ud af mig og jeg tvivler på om jeg egentlig er god nok. Hvorfor tænker jeg ikke det om dig? Du er et fucked op menneske, der har tilstået alle sine fucked op fejl. Du begiver dig ud i synder. Men det er det. Jeg tror at jeg kan lide dit mystiske. Din psykotiske underbevidsthed. For jeg er selv fucked op og vores dæmoner hviler ved siden af hinanden.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar