25. okt. 2016

Dopamin



Blomsterne vajer dig mod nord
Bladene hvirvler imod træernes rødder
Dit hår blæser på dit ansigt
Elektriciteten fylder i vores årer

Solen er faldet
Månen har rejst
Der vækkes en ny stemning i byen
vores øjne bliver mørkere men funklende

Jeg sparker til en sten 
Du sparker videre på den
Vi bliver ved lige indtil
du blinder mig så jeg misser

Vi venter for rødt 
Dit hår er blevet langt
men det er tilpas
så tilpas at fnug tilpasser sig i det

Du siger at den røde læbestift klæder mig
Dine komplimenter klæder mig 
Du kysser mig på panden
jeg lukker øjnene
de smukkeste ting ser vi bag øjenlågene

Du smiler med noget mellem tænderne
Det er som et af scenarierne i mit hoved
men jeg kasserer det
dette øjeblik i nuet er meget bedre 

Trafikken og lysene giver liv i byen og os
Alle er frie og morer sig med diverse
Jeg behøver kun dig
du er min daglige dopamin


Ingen kommentarer:

Send en kommentar