23. okt. 2016

To stærke sjæle



Vi havde snakket om at mødes i byen. Vi skulle samme sted hen. Det var første gang jeg var på klubben. Arch. Pigerne så godt ud. Vi dansede og morede os. Jeg mødte hans ven. Men ikke ham. Vibrationerne var i luften. Han var et sted i lokalet. Piger er altid de sødeste på toilettet. Jeg mistede mine veninder. Et velkendt ansigt dukkede op foran mig. Stadig ikke ham, men stadig lige så godt. Jeg glædet mig til at få mine hæle af. God stemning og energi hos vennerne, det jeg ønsker. Et desperat opkald. Altså ham til mig. En svag sjæl. To svage sjæle. Eller rettere sagt to stærke. Pigerne ville alligevel hjem. En lun tidlig efterårsnat. En drengehybel med søde venner. Et blik der kunne æde en råt. Samtaler der er for svære at forstå. Han kyssede mig som havde han været ude og kæmpe for landet og blev endelig genforenet med sin kvinde. Det hele blev sort. Hans berøringer blev mere intense og det gøs i hele kroppen. Han bevægede sig længere ned og selvom der er ikke var noget jeg hellere ville, så ville det ikke gå denne gang. Det var ikke sådan her det skulle være. Ikke nu. Ikke endnu. Han forstod det godt. Han var også træt, men ikke træt nok til at sige: "Vil du ikke sige dine digte højt for mig så jeg kan sove til det?" I mørket spredte der sig et stort smil under næsen på os begge. Vi kunne ikke se det, men fornemmede det. Han tog min hånd og hev resten af mig indtil sig. Jeg blev nervøs. Han har læst mine tekster før, men jeg har aldrig været live. Jeg skrev på ham samtidig med jeg fortalte, at jeg var igang med et digt om kærlighed i Rom. Mens jeg improviserede så fik jeg samtidig flere idéer til digtet. Det var en god øvelse. "Gennem Roms små gader, mens de kigger på de lokale laver deres hverdag. Italiensk atmosfære." "De kastede begge en mønt i fontænen. Han sagde, at han ville være sammen med hende for altid. Hun ønskede, at hun gerne ville være lykkelig." Han nød det og roste mig for min trætte hengivende lyd. "Det er så godt og lækkert." Jeg fortsatte indtil jeg hørte ham trække vejret tungt, og hans kræfter slap min hånd. Jeg kiggede på ham. Nogen vil mene beundrede ham, men det er vores hemmelighed. Eller ikke længere. Er jeg for metafikseret? En god inspiration til mine tekster. Om det er første gang jeg skriver om ham ved man ikke, om han er fiktiv ved man heller ikke. Han gav mit hånd det sidste klem, da jeg trak mig fra ham. Vi holdt stadig fast. Mine fødder gjorde ondt, men de lå lige tilpas, hvor de ville. 
Så faldt vi begge hen. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar