13. maj 2017

Pigen fra metroen




Jeg så en pige pakke sin mobil ind i et tørklæde og lægge den ned i tasken.
Hun tog derefter sin grønne notesblok frem og skrev om sin dag. 
Jeg ved ikke hvad der kunne være sket. 
Klokken var kun ti om formiddagen. 
Hun kiggede op og hendes øjne glitrede. 
Pokkers saltvand. 
Eller pollen? 
Hun snøftede og der var noget over hendes ansigt som udviste en pinsel.
Hun smed benene over kors. 
Blå støvler. Mørklilla jakke. 
Kan hun også lide farver som mig?
Hun bliver ved at skrive og bemærker ikke andre omkring sig.
Heller ikke mig hendes plads-genbo der iagttager hende.
Hun har skrevet en side nu og hun fortsætter med at presse pennen, hov nu streger hun noget ud.
Hun er så langt væk at det får mig i staver. 
I sine egne tanker. Alene blandt folk.
Islands brygge.
Hun pakker blokken sammen, klikker kuglepennen, rejser sig, retter tøjet og venter tålmodigt.
Hun ænser mig ikke for hun har stadig ikke forladt sin egen verden. 
Hun skal ikke på uni.
Hun skal et meget bedre sted hen.
Bag regnbuen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar