7. jun. 2017

Skub mig






Jeg var på vej ind i kiosken, da solens stråler reflekterede på væggen og mine øjne søgte kilden. På den anden side af vejen stod du og ventede på bussen. Du løftede dine solbriller i et tegn på at hilse, sendte et nik og smil min vej. Jeg sendte en gensidig opløftet mundvig tilbage og var glad for at jeg havde mine briller på. Da jeg kom ud fra kiosken, stod du der stadig og tjekkede klokken. Du smilede atter. Jeg skulle over vejen og bag busstoppestedet. Jeg var nervøs og ville presse mig selv over kanten og gå hen til dig. Sommerfuglene i min mave blafrede og ville nærmest løfte mig derover, men mine ben fortsatte uden at stoppe. Pludselig var jeg ti meter forbi dig. Jeg vendte mig en sidste gang, og vores blikke mødtes. Uden at tænke mig om vendte jeg mig og fortsatte med at gå. Bare hjem. Jeg fortryder nu inderligt og har tænkt på dig i dagevis. Hvad nu hvis jeg var gået hen til dig? Grib chancen. Skub jer selv udover kanten, man hejser sig kun stærkere. Og måske med noget mere. Hvad nu hvis... Hvad nu hvis...







Ingen kommentarer:

Send en kommentar